Forretningsbetingelser for GoJoin

Ved anvendelse af GoJoins app og ydelserne på hjemmesiden under domænet www.gojoin.dk accepterer du som bruger følgende forretningsbetingelser.

1. Indledning

1.1 GoJoins app og hjemmeside samt den digitale platform GoJoin er udviklet og drives af AOF Danmark, CVR-nr. 31460115 (herefter ”AOF”). Aktiviteter angivet i GoJoins app og hjemmeside er dog ikke organiseret og udbudt efter reglerne i Folkeoplysningsloven (lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet).

1.2 Formålet med GoJoin er at give borgerne mulighed for at deltage i eller selv tilbyde arrangementer, som de finder væsentlige.

1.3 GoJoin-platformen fungerer som kontaktflade mellem udbydere af arrangementer og deltagere. AOF/GoJoin er ikke selv udbyder eller leverandør af arrangementerne men formidler blot kontakten ved at stille GoJoins platform til rådighed. Eventuelle klager over indholdet af arrangementer eller Deltageres adfærd skal derfor rettes direkte til henholdsvis Udbyderen eller Deltageren. Udbyders navn, e-mailadresse og eventuelt CVR-nummer er anført det sted, hvor du finder knappen "Tilmeld". Reklamation kan dog også rettes til AOF Danmark.

1.4 Disse forretningsbetingelser finder anvendelse ved brugeres anvendelse af GoJoins platform, og herunder ved brugeres oprettelse af eller tilmelding til arrangementer via GoJoins platform

1.5 Alene personer over 15 år kan benytte sig af GoJoins ydelser. Ved accept af disse forretningsbetingelser erklærer du, at du er fyldt 15 år.

2. Adgang til at bruge GoJoins platform

2.1 Adgangen til at bruge GoJoins app og hjemmeside (GoJoins platform) og de af GoJoin tilbudte ydelser, herunder adgang til at oprette og deltage i arrangementer, forudsætter at brugeren har fået ret til at bruge GoJoins platform ("brugeradgang").

2.2 Brugeradgang til GoJoin bliver etableret og er gyldigt ved opfyldelse af følgende kumulative betingelser:

2.3 En bruger, som arrangerer og opretter et arrangement via GoJoin, kaldes herefter for ”Udbyder”. En bruger, som tilmelder sig et arrangement via GoJoin, kaldes herefter for ”Deltager”. Betegnelsen "bruger" er en fællesbetegnelse for alle, som har oprettet brugeradgang til GoJoins platform, herunder også Udbydere og Deltagere.

2.4 Brugeren modtager i forbindelse med oprettelsen af brugeradgangen en bekræftelse, som sendes til brugerens angivne e-mailadresse.

2.5 GoJoin er berettiget til uden samtykke at afslå eller opsige enhver brugeradgang uden varsel. I tilfælde af sådan opsigelse notificeres brugeren på dennes angivne e-mailadresse. Enhver bruger kan endvidere bringe sin brugeradgang til ophør uden varsel under menuen Profil.

3. Ydelser

3.1 Formidling af arrangementer

3.1.1 GoJoins brugere har adgang til GoJoins platform, som brugerne har mulighed for at oprette og tilmelde sig arrangementer via, eventuelt mod en betaling jf. punkt 4.

3.1.2 GoJoin formidler i den forbindelse alene kontakt mellem Udbyderen og Deltageren.

3.1.3 For deltagere indeholder og giver platformen adgang til forskellige faktuelle oplysninger om de oprettede arrangementer, som gør det muligt for Deltagere at tilmelde sig arrangementerne.

3.1.4 Når en Deltager tilmelder sig et sådant arrangement oprettet af en Udbyder, er det at betragte som en aftale om deltagelse i det pågældende arrangement indgået mellem Udbyderen og Deltageren, og GoJoin er alene at betragte som en uafhængig tredjemand, der assisterer parterne med at formidle aftalen.

3.1.5 Udbyderen har mulighed for at kræve betaling for deltagelse i et arrangement ved at anføre dette ved oprettelsen af arrangementet, ligesom der opkræves et Administrationsgebyr til GoJoin fra Deltageren, jf. punkt 4 nedenfor. I forbindelse med en Deltagers køb af deltagelse i arrangementet sørger GoJoin som tredjemand for at modtage betaling fra Deltageren og for at overføre denne betaling til Udbyderen i henhold til det nedenfor i punkt 4 anførte herom.

3.1.6 GoJoin forbeholder sig retten til diskretionært og uden varsel at afvise anmodninger om oprettelse af arrangementer henholdsvis at slette et arrangement efter sit eget frie skøn, herunder men ikke begrænset til hvis GoJoin skønner, at forretningsbetingelserne ikke er opfyldt. GoJoin har endvidere ret men ikke pligt til at gennemgå og redigere i arrangementer, hvis det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt.

3.1.7 Ved ophør af brugeradgang uanset årsag slettes alle Udbyderens oprettede arrangementer på GoJoin.

4. Pris for deltagelse i arrangementer, betaling og Administrationsgebyr til GoJoin

4.1 Deltageren skal betale følgende beløb ved tilmelding til et arrangement:

4.2 Alle priser på GoJoin er anført i danske kroner og inklusive moms og andre afgifter.

4.3 Deltagerens samlede betaling for deltagelsen i arrangementet trækkes med det samme, når Deltageren tilmelder sig Udbyderens arrangement. Samtidig med betalingen trækkes, sendes en bekræftelses-e-mail til Deltagers og Udbyders angivne e-mailadresser.

4.4 Udbyder er ansvarlig for at udstede faktura til Deltager for Deltagerbetalingen, og GoJoin udsteder faktura til Deltager for Administrationsgebyret.

4.5 Ved at acceptere disse forretningsbetingelser, accepterer Udbyder og Deltager, at GoJoin modtager Deltagerbetalingen på vegne af Udbyder og opbevarer Deltagerbetalingen, indtil efter arrangementet er afholdt. GoJoin sender Deltagerbetalingen videre til Udbyderen, hvis der ikke (1) sker rettidig afbestilling jf. punkt 11.1 og (2) GoJoin ikke inden for 48 timer efter arrangementets planlagte afslutningstidspunkt har modtaget oplysning om, at arrangementet ikke blev afholdt som annonceret. Deltagerbetalingen videresendes i så fald til Udbyder senest 72 timer efter arrangementets planlagte afslutningstidspunkt.

4.6 GoJoin indestår for, at Deltagerbetalingen tilbagebetales til Deltageren, hvis Deltageren foretager afbestilling inden tidspunktet anført i punkt 11.1.1, eller hvis arrangementet aflyses. Det betalte Administrationsgebyr til GoJoin tilbagebetales dog ikke til Deltageren. I tilfælde af en eventuel tilbagebetaling vil GoJoin kontakte Deltageren og bede Deltageren oplyse kontooplysninger for den bankkonto, hvortil tilbagebetaling skal foretages. Deltageren skal indtaste kontooplysningerne i GoJoin-platformen under profilindstillinger.

4.7 Deltagelse i arrangementer, som kræver betaling, forudsætter at Deltageren anvender en af de godkendte betalingsmetoder, dvs. pt. MobilePay ved køb i app’en og betalingskort ved køb på hjemmesiden.

5. Brugerens forpligtelser

5.1 Direkte eller skjult reklame og enhver anden form for markedsføring på GoJoins platform, foretaget af brugere på egne eller andres vegne, er ikke tilladt udover for så vidt angår oprettelse af konkrete arrangementer på platformen. Enhver handling i strid med punkt 5.1 anses som en væsentlig misligholdelse af forretningsbetingelserne. GoJoin forbeholder sig ret til uden varsel at slette indhold i GoJoins app eller på hjemmesiden og til at træffe yderligere foranstaltninger, som GoJoin anser for nødvendige som følge at overtrædelsen af punkt 5.1.

5.2 Brugeren indestår for, at de af brugeren opgivne data er korrekte, og at afgivelsen af data til GoJoin ikke strider mod den til enhver tid gældende lovgivning eller tredjemandsrettigheder.

5.3 Brugeren indestår for, at brugeren ikke ved benyttelsen af GoJoins app eller hjemmeside tilfører app'en eller hjemmesiden usædeligt eller retsstridigt indhold eller virus, programmer eller software, som kan påføre AOF/GoJoin eller andre brugeres software eller hardware skade.

5.4 Brugeren indestår for, at brugeren ikke vil gøre brug af data på GoJoins app eller hjemmeside til anden brug end kontakt direkte relateret til GoJoins formidling af arrangementer, herunder specielt ved benyttelse af e-mailadresser og postadresser, som brugeren via GoJoins app eller hjemmeside måtte komme i besiddelse af.

5.5 Brugeren indestår for, at brugeren vil bruge platformen i overensstemmelse med de i disse forretningsbetingelser beskrevne retningslinjer.

6. Særlige forpligtelser for Udbydere

6.1 Der gælder følgende særlige betingelser for Udbyderes brug af GoJoin og de udbudte arrangementer:

6.1.1 Arrangementerne, der ønskes udbudt via GoJoin, skal være:

6.1.2 Arrangementerne må ikke stride mod gældende ret, herunder må arrangementerne ikke have til formål at organisere eller udføre æreskrænkende eller i øvrigt strafbare handlinger.

6.1.3 Arrangementerne må ikke have til formål at organisere eller udføre agitation, valgkamp eller religiøs forkyndelse.

6.1.4 Arrangementerne må ikke modarbejde det danske demokrati.

6.1.5 Arrangementerne må ikke være uforenelige med idégrundlaget bag GoJoin.

6.1.6 Hvis Udbyder har et CVR-nummer, skal der henvises til dette på arrangementet.

6.2 Hvis et arrangement mod forventning aflyses, skal Udbyderen straks registrere dette i GoJoin-platformen, der automatisk sender en e-mail til de tilmeldte Deltagere.

6.3 Udbyder er ansvarlig for at udstede faktura til Deltager for Deltagerbetalingen.

6.4 Udbyder har ansvaret for, at gældende regler vedrørende moms og skat overholdes, herunder at medregne eventuel moms (i det omfang arrangementet er underlagt momspligt), samt alle andre lovpligtige gebyrer, skatter, afgifter og lignende i den anførte pris, og at Udbyders egen faktura til Deltager overholder lovgivningens krav. Ved en årlig omsætning på 50.000 kr. eller mere skal Udbyder fx momsregistreres.

6.5 Deltagere henvises til at rette eventuelle klager og reklamation direkte til dig som Udbyder. Du skal sørge for høflig, hurtig og effektiv håndtering af klager. Deltagerne får via GoJoin-platformen oplyst dit navn, adresse, e-mailadresse og eventuelt CVR-nummer.

6.6 Da GoJoin alene er formidler mellem Udbyder og Deltagere, skal Udbyderen skadesløsholde AOF/GoJoin, såfremt Deltagere retter krav mod AOF/GoJoin som følge af forhold vedrørende Udbyderens arrangementer eller andre forhold, som Udbyderen er ansvarlig for.

6.7 Udbyder indestår for, at alle oplysninger Udbyderen giver til Deltagerne i forbindelse med Udbyderens arrangementer er korrekte og i overensstemmelse med relevant lovgivning, og Udbyder accepterer at påtage sig ethvert ansvar for Deltagernes sikkerhed og sundhed i forbindelse med de arrangementer, som Udbyderen arrangerer.

6.8 Udbyderen skal behandle Deltagernes persondata i overensstemmelse med den til enhver tid gældende persondatalovgivning, herunder skal Deltagerne gives mulighed for indsigt i Udbyderens registrering af data om Deltageren, og Deltageren kan gøre indsigelse herimod samt kræve berigtigelse eller sletning af data i henhold til reglerne herom. Udbyderen må ikke videregive eller sælge Deltagernes persondata til tredjemand.

7. Praktik om tilmelding og deltagelse i arrangementer

7.1 Tilmelding til arrangementer:
Deltagerne tilmelder sig arrangementer ved tryk på knappen "Tilmeld" og dernæst på knappen "Bekræft og betal", hvorefter Deltagernes MobilePay aktiveres i app’en. På websitet skal der betales der med betalingskort (pt. Dankort, Visa/Dankort, Visa Elektron og Mastercard).

7.2 Kvittering for modtagelse af tilmelding:
Når en Deltager har tilmeldt sig, modtager Deltageren en elektronisk kvittering for sin tilmelding.

7.3 Udbyderen orienteres om Deltagernes kontaktoplysninger:
GoJoin sender Udbyderen oplysning om Deltagernes tilmelding, navn og e-mailadresse, så Udbyderen kan sende eventuel yderligere information direkte til Deltageren. Formålet er alene at give Deltageren information om det konkrete arrangement. Informationen må ikke benyttes til markedsføring af andre aktiviteter i strid med markedsføringslovens regler om uopfordret elektronisk henvendelse eller anden lovgivning.

7.4 Udbyder orienterer Deltager om supplerende oplysninger om arrangementet:
Deltager modtager efterfølgende eventuelle supplerende praktiske oplysninger mv. i relation til arrangementets afholdelse direkte fra Udbyder.

7.5 Aflysning:
Hvis et arrangement mod forventning aflyses, vil det fremgå i GoJoin app'en og hjemmesiden, og Deltager vil modtage en e-mail om aflysningen. I så fald er Deltageren berettiget til at få Deltagerbetalingen refunderet som anført i punkt 4.6 (det betalte Administrationsgebyr til GoJoin tilbagebetales dog ikke).

8. Fejl, mangler og reklamation i relation til arrangementsdeltagelse købt via GoJoin-platformen

8.1 Opdager du som Deltager fejl eller mangler i relation til arrangementet købt via GoJoin-platformen, skal du reklamere overfor Udbyderen inden for rimelig tid efter, at du har opdaget manglen/problemet, dvs. at du skal rette henvendelse til Udbyderen og gøre opmærksom på problemet. I modsat fald mister du retten til at påberåbe dig manglen. Din reklamationsret gælder i 3 år. Vi anbefaler dog, at du reklamerer så hurtigt som mulig. Reklamation inden for 2 måneder efter, at problemet blev opdaget, er altid rettidigt, hvis Deltager er forbruger.

8.2 Reklamationer og krav skal rettes direkte til Udbyder. Udbyders navn, kontaktoplysninger og eventuelt CVR-nummer er angivet det sted, hvor du finder knappen "Tilmeld". Du kan ligeledes finde Udbyders e-mailadresse under punktet "Tilmeldinger – Tidligere".

Afhængig af problemet og de konkrete omstændigheder kan Deltager eksempelvis få Deltagerbetalingen tilbagebetalt eller et afslag i købesummen. Det er selvfølgelig et krav, at reklamationen er berettiget, og at problemet ikke er opstået som følge af Deltagers egen adfærd.

Hvis du retter din reklamation til GoJoin vil vi vurdere reklamationen sammen med Udbyderen.

Derudover vil vi hos GoJoin gerne høre fra dig, hvis du har haft en dårlig oplevelse med en Udbyder, så vi kan tage det op til overvejelse og eventuelt reagere på det. Til brug for evaluering af Udbydere vil vi gerne høre om din oplevelse på info@gojoin.dk.

Opstår der problemer i forbindelse med dit køb af deltagelse i et arrangement eller i forhold til din aftalepart (Udbyder eller Deltager), kan du også rette henvendelse til GoJoin, hvorefter vi vil forsøge at være behjælpelig med at løse problemet.

Uanset ovenstående er AOF's/GoJoins ansvar dog begrænset som anført i pkt. 9 nedenfor.

8.3 Hvis du er forbruger, kan du indgive en klage til Center for Klageløsning via www.forbrug.dk eller ved at rette henvendelse til Center for Klageløsning, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Læs mere om klageadgang, beløbsgrænser, gebyrer, proces mv. på Center for Klageløsning
Du kan også benytte dig af EU’s online tvisteløsningsplatform, som du finder på følgende hjemmeside: http://ec.europa.eu/consumers/odr/.

9. Ansvarsbegrænsning for AOF/GoJoin

9.1 Ansvarsbegrænsning i fht. arrangementer og GoJoins rolle som mellemmand ved formidling

9.1.1 I relation til Udbyderes udbud og afholdelse af arrangementer og Deltageres tilmelding og deltagelse i arrangementer via GoJoin-platformen er GoJoin udelukkende en mellemmand, der tilbyder en formidlingsplatform. AOF/GoJoin har ikke noget ansvar i forbindelse med – og hæfter ikke for – Udbyderens eller Deltagerens opfyldelse af en aftale om deltagelse i et arrangement eller AOF's/GoJoins rolle som mellemmand, herunder har AOF/GoJoin intet ansvar i forbindelse med Udbyderens oprettelse eller afholdelse af arrangementer eller indholdet af arrangementet eller arrangementsbeskrivelsen, eller Deltageres tilmelding til, deltagelse i eller adfærd under arrangementer. Brugernes anvendelse af GoJoins formidling foregår derfor på brugernes eget ansvar, ligesom hvis de indgik aftalen direkte uden GoJoins formidling. Alle reklamationer, klager og krav vedrørende fejl og mangler ved arrangementer eller Deltageres adfærd skal derfor rettes direkte mod henholdsvis Udbyderen eller Deltageren.

9.1.2 Brugeren er indforstået med og accepterer, at AOF/GoJoin ikke kan drages til ansvar for andres benyttelse eller videregivelse af oplysninger i GoJoins app eller på hjemmesiden.

9.1.3 AOF/GoJoin kan ikke drages til ansvar for ydelsernes manglende tilgængelighed, fejl eller ved reducering eller udeblivelse af tjenestens funktionsdygtighed, herunder virus, tekniske fejl og udfald.

9.1.4 AOF/GoJoin kan ikke drages til ansvar for økonomisk tab, følgeskader og/eller indirekte tab, herunder ved manglende indtjening eller tab af data og informationer.

9.1.5 GoJoin kan ikke drages til ansvar for indholdet i GoJoins app eller på hjemmesiden; herunder eksempelvis tekst eller information om udbudte arrangementer, som er anført eller oplyst af Udbydere.

9.2 Deltagelse i arrangementer

9.2.1 Deltagere accepterer, at deltagelse i arrangementer sker på Deltagerens eget ansvar, og at GoJoin ikke er ansvarlig for Deltagerens eller andres sikkerhed eller sundhed i forbindelse med arrangementerne.

9.3 Videreformidling af Deltagerbetaling til Udbyder

9.3.1 GoJoins ansvar for videreformidling af Deltagerbetalingen fra Deltager til Udbyder kan ikke overstige det af Deltager totale faktisk betalte beløb for det konkrete arrangement med fradrag af Administrationsgebyret.

9.4 Generel ansvarsbegrænsning

9.4.1 AOF/GoJoin fraskriver sig ethvert ansvar udover det, som er anført ovenfor i dette punkt 9, herunder men ikke begrænset til tab opstået som følge af simpel uagtsomhed fra GoJoins side.

10. Databeskyttelse

10.1 Som led i GoJoins formidling og levering af ydelser, er det nødvendigt, at vi behandler en række af brugernes persondata. Du kan læse mere om vores behandling af persondata i vores Persondatapolitik, som findes på vores hjemmeside.

11. Fortrydelsesret

11.1 Afbestilling senest 14 dage før arrangementet

11.1.1 Deltagere kan helt frem til 14 dage før arrangementets påbegyndelse afbestille deltagelse i arrangementet. Ved afbestilling inden dette tidspunkt returneres Deltagerbetalingen til Deltageren, men det betalte Administrationsgebyr til GoJoin i henhold til punkt 4.1(b) returneres ikke til Deltageren. Ved tilbagebetaling vil GoJoin kontakte Deltageren og bede Deltageren oplyse kontooplysninger for den bankkonto, hvortil tilbagebetaling skal foretages. Kontooplysningerne skal derefter indtastes i GoJoin-platformen under profil-indstillinger.

11.1.2 Hvis afbestilling foretages senere end tidspunktet anført i punkt 11.1.1 skal Deltageren betale den fulde Deltagerbetaling samt Administrationsgebyret.

11.1.3 Det er et krav for at modtage tilbagebetaling, at afbestilling foretages ved, at Deltageren anvender knappen "Afmeld". Deltagerens tilmeldinger kan ses under ”Tilmeldinger” i GoJoin app og på hjemmesiden. Ved hvert tilmeldt arrangement er anført en stor rød knap, hvor der står "Afmeld". Deltageren kan afbestille deltagelse helt frem til arrangementets afholdelse, men Deltageren får ikke nogen betaling retur, hvis afbestilling sker senere end tidspunktet anført i punkt 11.1.1.

11.1.4 I tilfælde af afbestilling inden tidspunktet anført i punkt 11.1.1 modtager Udbyderen ingen betaling.

11.1.5 GoJoin sender automatisk Udbyderen besked ved eventuel afbestilling.

11.1.6 Afbestilling skal ske via det pågældende arrangement på GoJoin-portalen.

11.2 Forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret finder ikke anvendelse

11.2.1 Tilmelding til arrangementer via GoJoin er undtaget fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven, da forbrugeraftalelovens fortrydelsesret er undtaget tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud, når det følger af aftalen, på hvilken dato eller indenfor hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres.

12. Rettigheder til anvendt materiale

12.1 Som Udbyder giver du GoJoin ret til at anvende tekst og billeder, som du indsender til os (fx ved oprettelse af arrangementer), til brug på vores hjemmeside og markedsføring i øvrigt.

12.2 Som Udbyder skal du sikre og indestår du for, at du har ret til at anvende og offentliggøre tekst og billeder, som du indsender til os (fx ved oprettelse af arrangementer), herunder at du har ret til, at GoJoin anvender materialet som anført i punkt 12.1.

13. Ændringer af forretningsbetingelser

13.1 GoJoin har ret til at ændre disse forretningsbetingelser til enhver tid med virkning for fremtiden.

13.2 I tilfælde af foretagelse af ændringer af disse forretningsbetingelser vil brugerne blive informeret herom via e-mail. Ændringen vil ligeledes fremgå af GoJoins hjemmeside.

14. Øvrige bestemmelser

14.1 Uanset om der i visse bestemmelser er anført eller forudsat, at deltagelse i et arrangement kræver betaling af en Deltagerbetaling, skal de pågældende bestemmelser forstås sådan, at Deltagerbetalingen efter omstændighederne kan være fastsat til 0,- kr., og det faktum at en Deltagerbetaling efter omstændighederne skulle være fastsat til 0,- kr. ændrer ikke forretningsbetingelsernes bestemmelser, herunder i forhold til de anførte forpligtelser, ansvar, reklamation mv.

14.2 Såfremt én eller flere af bestemmelserne i disse forretningsbetingelser bliver uvirksomme eller viser sig ugennemførlige, er parterne forpligtet til at træffe lovlige foranstaltninger, som i videst mulig omfang fører til samme eller tilsvarende resultat. I den forbindelse har ugennemførligheden eller uvirksomheden ikke indflydelse på gyldigheden af forretningsbetingelsernes øvrige bestemmelser.

14.3 Enhver tvist mellem AOF/GoJoin og en bruger afgøres efter dansk ret, og tvister afgøres af de almindelige danske domstole, såfremt parterne ikke selv kan blive enige om en mindelig løsning.
Hvis du er Udbyder, og en Deltager, som er forbruger, klager over dig og/eller det udbudte arrangement til Center for Klageløsning, er du som Udbyder forpligtet til loyalt at medvirke til en løsning af tvisten ved dette forum.

forretningsbetingelser opdateret 7. december 2017.